Hybensuppe fra Vesterhavskysten…

Højt oppe på Hanstholmknuden vokser de vidunderligste hybenroser, som var plukkemodne netop som Kai og jeg havde fundet vejen derop. Kai havde nede fra kystvejen spottet, at der holdt en enlig mobilehome aller øverst oppe blandt buskads og lyng, og derfor gav vi ikke op før vi fandt frem til dette pragtfulde, stormomsuste højdedrag.
“Plukker du ikke nogen af de flotte hyben?”

Helt opslugt af at høste af de orange vitamin ‘hjerter’ ænsede jeg næsten ikke, at en tysk kvinde havde vovet sig ud af den mobilehome vi havde set, og nu råbte efter mig i blæsten.
Hun var meget nysgerrig efter at vide, hvad jeg dog kunne tilberede af de ny høstede hyben?
Lidet anede hun, at hun just havde anråbt én, der for over 10 år siden var medredaktør på en vegetarisk kogebog, og hvor den absolutte favorit var HYBENSUPPEN!

 

Så den intetanende tyske turist fik lige opskriften på verdens bedste hybensuppe, OG reference til bogen ‘Vegetariske Perler- Året rundt’, som også er oversat til tysk, PLUS navn og hjemmeside på den tyske forhandler!

Se, DET er turistservice, lige der langt ude på Thy-klitheden..

Opskriften fra bogen kan ses nedenfor, og personligt finder jeg det mest praktisk at blende suppen EFTER kogning, og anvender lidt flere dadler end opskriften anviser.

Helt enkelt:
Ca 1 liter vand,
500 g rensede hyben,
150 g udblødte udstenede dadler,
En lille teskefuld havsalt,
småsimrer 20 minutter, blendes og serveres med flødeskum.

Dadlerne giver suppen fylde og sødme op mod de næsten citrusagtige hyben. MUMS!

Irrenne